Toyota Hilux kåret som Årets Pick-up i Europa

Den legendariske og hårdføre pick-up, Toyota Hilux, har netop sikret sig den prestigefyldte pris, International Pick-up Award 2022/23 – også kaldet Årets Pick-up i Europa 2022/23.

Kåringen fandt sted på transportmessen, Solutrans 2021, i Lyon i Frankrig, hvor 25 europæiske jurymedlemmer – herunder den danske varebilsekspert Carsten Teiner – valgte Hilux foran de øvrige finalister.

En uovertruffen trækkraft, høj kvalitet, holdbarhed og pålidelighed samt god komfort til fører og passagerer var nogle af årsagerne bag juryens valg.

Fredag den 19. november 2021

En af verdens mest hårdføre biler, pick-up’en Toyota Hilux, er netop blevet tildelt International Pick-Up Award 2022/23 – også kendt som prisen som Årets Pick-up i Europa. Dermed syner Hilux med sin nuværende niende generation stærkere end nogensinde her over 50 år efter introduktionen af den allerførste generation.

Hilux sikrede sig den ærefulde titel i et stærkt felt af i alt fire såkaldte 1-tons pick-up’er. Men ingen kunne altså overgå de 65 point, som Hilux høstede fra de 25 europæiske jurymedlemmer, og den aboslut største anerkendelser fra nogle af de mest kompetente varebilsjournalister i Europa var en realitet.

Der er flere årsager til, at Hilux nu kan kalde sig for Årets Pick-up i Europa. En af dem er bilens uovertrufne trækkraft. Hilux fik tidligere i år en ny, kraftigere 2.8-liters dieselmotor med 204 hestekræfter og et drejningsmoment på hele 500 Nm som supplement til den eksisterende 2.4-liters motor med 150 hestekræfter.

Det har betydet, at ingen andre i pick-up-klassen matcher Hilux på styrke kombineret med modellens legendariske ry for kvalitet, holdbarhed og pålidelighed.

Anerkendelse over hele verden

En ting er anerkendelsen fra den internationale jury af varebilsjournalister. En helt anden ting er den anerkendelse, som folk over hele verden også har tildelt Hilux i en årrække bedst illustreret ved et altid højt salgstal – ikke kun i udlandet, men også i Danmark, hvor entreprenører, gartnere, landmænd og flere andre hårdtarbejdende erhverv ofte har Hilux som deres fortrukne arbejdsredskab.

Hilux topper da også pick-up klassen her mod slutningen af året som den mest populære pick-up i Danmark med 223 indregistrerede biler. Dermed er hver tredje indregistrerede pick-up i Danmark i år en Hilux.

Hilux blev lanceret for første gang i marts 1968 i Japan – og allerede året efter fandt modellen vej til det europæiske marked. Siden da har Hilux gang på gang bevist sit værd og sit nærmest legendariske ry for robusthed bl.a. ved at have kørt til den arktiske nordpol, forceret islandske vulkaner og ikke mindst det Antarktiske kontinent samt tillige både opnået flere podieplaceringer og sågar vundet det berømte – og berygtede – udholdenhedsrally, Dakar Rally.

I dag produceres Hilux i seks forskellige lande og sælges i 180 lande og regioner over hele verden. Der er samlet solgt over 18 millioner Hilux på verdensplan, hvilket gør den til verdens mest populære pick-up i sin klasse.

International Pick-up Award kåres hvert andet år, hvorfor Hilux derfor bærer titlen som Årets Pick-up i Europa for både 2022 og 2023.